Handelsbetingelser

    Konverto Performance ApS

    Senest opdateret: 16. juni 2026

    1. Generelt

    Disse handelsbetingelser gælder for alle aftaler indgået mellem Konverto Performance ApS (herefter "Konverto", "vi", "os" eller "vores") og kunden (herefter "du", "dig" eller "kunden") vedrørende brug af Konvertos SaaS-platform til automatisering af henvendelser.

    Konverto Performance ApS
    CVR-nr.: 45602052
    Adresse: Dunkerquegade 17, 2th, 2150 Nordhavn
    E-mail: support@konverto.dk

    Ved at oprette en konto og bruge vores tjenester accepterer du disse handelsbetingelser.

    2. Tjenestens omfang

    Konverto leverer en cloud-baseret SaaS-platform, der muliggør automatiseret henvendelseshåndtering, herunder:

    • Integration med Facebook Lead Ads
    • Automatiseret e-mail- og SMS-kommunikation
    • Software-assisteret besvarelse af henvendelser
    • CRM-funktionalitet til henvendelseshåndtering
    • Integration med Google og Microsoft tjenester
    • Et dedikeret telefonnummer til din konto samt telefonifunktioner, herunder modtagelse og viderestilling af indgående opkald og en dialer til udgående opkald
    • Optagelse og transskription af telefonopkald til brug for opfølgning, dokumentation og kvalitetssikring

    Et dedikeret telefonnummer oprettes til din konto som en del af tjenesten. Telefonnummeret leveres for Konvertos regning og faktureres ikke separat.

    Vi forbeholder os retten til at opdatere og ændre platformen for at forbedre funktionaliteten. Ved væsentlige ændringer orienteres kunderne via e-mail.

    3. Abonnement og betaling

    3.1 Abonnementstyper

    Konverto tilbyder p.t. primært abonnementet Konverto, som består af en fast månedlig grundpris plus en pris per henvendelse (forbrugsbaseret). De aktuelle priser fremgår af vores prisside. Ældre planer (Standard og Pro) tilbydes fortsat til eksisterende kunder, der allerede har dem.

    3.2 Betalingsbetingelser

    Alle priser er angivet i DKK ekskl. moms, medmindre andet fremgår. Konverto-abonnementet kan aktuelt kun købes i DKK. Moms beregnes automatisk gennem Stripe. Al betaling håndteres af Stripe. Kortoplysninger indtastes direkte hos Stripe og opbevares aldrig af Konverto. For Konverto-abonnementet opkræves den faste grundpris løbende, mens forbruget af henvendelser opgøres og faktureres bagud ved hver periodes afslutning, baseret på antallet af henvendelser oprettet i perioden. For de ældre Standard- og Pro-planer opkræves betaling forud for hver abonnementsperiode. Abonnementer fornyes automatisk ved periodens udløb. Ved manglende betaling kan adgangen til platformen suspenderes.

    3.3 Henvendelser

    Én henvendelse svarer til ét nyt lead, der oprettes i systemet. På Konverto-abonnementet afregnes hver henvendelse til den gældende pris per henvendelse, og forbruget faktureres bagud. Der gælder et loft på 500 henvendelser per måned. Henvendelser ud over dette loft behandles ikke, og du faktureres ikke for dem. På de ældre Standard- og Pro-planer indeholder abonnementet en fast kvote af henvendelser, ubrugte henvendelser overføres ikke til næste periode, og yderligere henvendelser kan tilkøbes som månedlige add-ons.

    3.4 Auto-refill (kun for Standard- og Pro-planer)

    For de ældre Standard- og Pro-planer kan automatisk opgradering af henvendelses-add-ons aktiveres. Når antallet af resterende henvendelser falder under en valgt grænse, opgraderes add-on-niveauet automatisk op til et maksimalt niveau valgt af kunden. Opgraderinger faktureres straks med pro-rata beregning for den resterende periode. Auto-refill kan til enhver tid deaktiveres via kontoen. Funktionen gælder ikke Konverto-abonnementet, der afregnes forbrugsbaseret uden kvote.

    4. Opsigelse og fortrydelse

    4.1 Opsigelse af abonnement

    • Du kan opsige dit abonnement når som helst via din konto eller ved at kontakte os
    • Opsigelsen træder i kraft ved udløbet af den indeværende betalingsperiode
    • Der ydes ikke refusion for ubrugt tid i en betalt periode
    • Ved opsigelse bevares adgangen til platformen indtil periodens udløb

    4.2 Sletning af konto

    Du kan til enhver tid slette din konto via indstillingerne. Ved sletning af konto ophører dit abonnement øjeblikkeligt, og alle dine data (herunder henvendelser, samtaler og indstillinger) slettes permanent og kan ikke gendannes.

    4.3 Fortrydelsesret

    Som erhvervskunde har du ikke lovmæssig fortrydelsesret.

    Som privatkunde har du 14 dages fortrydelsesret fra aftalens indgåelse i henhold til forbrugeraftaleloven. Ved brug af tjenesten anerkender du, at du mister din fortrydelsesret, når leveringen er påbegyndt.

    Leveringen anses for påbegyndt når du logger ind på platformen, der oprettes et telefonnummer til din konto, du forbinder en integration, eller du bruger en henvendelse.

    4.4 Refusion ved fortrydelse

    Ved fortrydelse i henhold til §4.3 kan Konverto efter anmodning refundere det betalte abonnementsbeløb med fradrag af de tjenester, der allerede er leveret eller forbrugt, herunder: oprettelse af dedikeret telefonnummer (jf. gældende takster) og allerede forbrugte henvendelser (afregnet til den pris per henvendelse, der gælder for din plan, jf. §3). Gældende takster oplyses ved henvendelse til support@konverto.dk.

    Refusion sker til samme betalingsmiddel inden for 14 dage efter godkendt anmodning.

    5. Brugerens forpligtelser

    Som bruger af Konverto forpligter du dig til:

    • At angive korrekte og opdaterede oplysninger ved oprettelse af konto
    • At holde dine loginoplysninger fortrolige og sikre
    • At overholde gældende lovgivning, herunder GDPR og markedsføringsloven
    • At sikre, at du har de nødvendige rettigheder og samtykker til at kontakte henvendelser
    • Ikke at bruge platformen til ulovlige eller skadelige formål
    • Ikke at sende spam eller uopfordrede kommercielle beskeder
    • At oplyse modparten om optagelse, når du optager telefonsamtaler via platformens telefoni, jf. afsnit 5.1

    Ved overtrædelse af disse forpligtelser forbeholder vi os retten til at suspendere eller opsige din konto uden varsel.

    5.1 Optagelse af telefonopkald

    Konvertos platform kan optage og transskribere telefonopkald. Ved indgående opkald til dit dedikerede nummer kan du aktivere en automatisk besked, der oplyser den, der ringer ind, om at samtalen optages. Ved udgående opkald via dialeren afspilles ingen automatisk besked. Det er dit ansvar at oplyse modparten om, at samtalen optages, og at sikre, at du har det fornødne lovlige grundlag for optagelsen, jf. gældende lovgivning. Konverto stiller alene værktøjet til rådighed og er ikke ansvarlig for optagelser, du foretager uden at have oplyst modparten korrekt.

    6. Ansvarsbegrænsning

    6.1 Tjenestens tilgængelighed

    Vi bestræber os på at sikre høj oppetid, men kan ikke garantere uafbrudt adgang til platformen. Vi er ikke ansvarlige for tab forårsaget af planlagt vedligeholdelse eller uforudsete nedbrud.

    6.2 AI-genereret indhold

    Konvertos software genererer og afsender automatisk kommunikation på dine vegne baseret på dine indstillinger, prompts og den data, du har leveret. Da indholdet er AI-genereret, kan vi ikke garantere, at det altid er fejlfrit, præcist eller passende i alle situationer. Du er selv ansvarlig for de indstillinger, prompts og data, du konfigurerer i platformen, og vi er ikke ansvarlige for konsekvenser af AI-genereret indhold.

    6.3 Tredjepartsintegrationer

    Vi er ikke ansvarlige for nedbrud eller ændringer i tredjepartstjenester som Facebook, Google, Microsoft, Stripe og Twilio (SMS og telefoni). Brug af disse integrationer sker under de pågældende tjenesters vilkår. En aktuel liste over de tredjeparter, der behandler personoplysninger på dine vegne, fremgår af vores databehandleraftale.

    6.4 Erstatningsansvar

    Konvertos samlede erstatningsansvar over for kunden kan aldrig overstige det beløb, kunden har betalt til Konverto i de seneste 12 måneder. Vi er under ingen omstændigheder ansvarlige for indirekte tab, følgeskader, tab af data eller mistet fortjeneste.

    7. Immaterielle rettigheder

    Alle rettigheder til Konverto-platformen, herunder software, design, varemærker og indhold, tilhører Konverto Performance ApS. Kunden opnår udelukkende en tidsbegrænset brugsret i abonnementsperioden.

    Data, som kunden uploader eller genererer via platformen, forbliver kundens ejendom. Konverto kan anvende data fra brugen af platformen til at evaluere og forbedre kvaliteten og sikkerheden af tjenesten, herunder tjenestens AI-funktioner. Dette omfatter intern kvalitetsbedømmelse af samtaler. Behandlingen sker i overensstemmelse med vores databehandleraftale og privatlivspolitik og inden for rammerne af gældende databeskyttelseslovgivning. Konverto videresælger ikke dine eller dine henvendelsers personoplysninger.

    8. Databeskyttelse

    Behandling af personoplysninger sker i overensstemmelse med vores privatlivspolitik og gældende databeskyttelseslovgivning, herunder GDPR.

    Ved brug af Konverto til at behandle henvendelser fungerer Konverto som databehandler på vegne af kunden, der er dataansvarlig. Kunden er ansvarlig for at sikre lovligt grundlag for behandlingen.

    9. Ændringer af vilkår

    Vi forbeholder os retten til at ændre disse handelsbetingelser. Ved væsentlige ændringer informerer vi kunden via e-mail mindst 30 dage før ændringerne træder i kraft.

    Fortsat brug af platformen efter ikrafttrædelse af nye vilkår udgør accept heraf. Ønsker du ikke at acceptere de nye vilkår, kan du opsige dit abonnement.

    10. Force majeure

    Konverto er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af forpligtelser som følge af omstændigheder uden for vores rimelige kontrol, herunder naturkatastrofer, krig, strejke, lovændringer, strømsvigt eller nedbrud hos underleverandører.

    11. Lovvalg og værneting

    Disse handelsbetingelser er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister, der ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved de danske domstole med Københavns Byret som rette værneting i første instans.

    12. Kontakt

    Har du spørgsmål til disse handelsbetingelser, er du velkommen til at kontakte os:

    Konverto Performance ApS
    E-mail: support@konverto.dk

    KonvertoKonverto

    AI der svarer på dine kundehenvendelser og booker dine møder, så du aldrig mister en kunde.

    App StoreGoogle Play
    © 2026 Konverto Performance ApS · CVR 45602052Anmeld os på Trustpilot

    Vi bruger cookies til at sikre, at vores hjemmeside fungerer korrekt. Derudover bruger vi statistik- og marketing-cookies (Google Analytics og Meta Pixel) til at forstå hvordan hjemmesiden bruges og måle effekten af vores annoncer. Disse sættes kun, hvis du giver samtykke, og du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Læs mere i vores privatlivspolitik